Ring til os på tlf. 75 16 49 28      Telefontid kl. 11-17

Højhælede sko

Højhælede sko

Hvornår er en sko højhælet? Det er vel en temperamentssag, og sortimentet spænder i hvert fald fra sko med moderate hælhøjder til sko, der er så skyhøje, at man praktisk talt kun går på tæer. Måske er ens præferencer om hælehøjder et spørgsmål om hvor høj man selv er. Jo lavere legemshøjde man har, jo højere hæle har man måske en tendens til at finde acceptable og klædelige. De mest ekstreme stiletter kan dog sikkert få de fleste til at sætte hælene i. Det kan være meget svært for almindelige mennesker at leve op til de langlemmede og slanke modellers perfekte udseende, men et par højhælede kan unægtelig gøre en markant forskel, også for kvinder der ikke har deres daglige gang på catwalken. Højhælede sko er sexede. De giver lange ben og et eksklusivt touch til ens outfit.

Et livslangt kærlighedsforhold

Det er ingen tilsnigelse at hævde at de fleste kvinder har et ganske særligt forhold til deres sko, og ikke mindst dem med høje hæle. Mange har et arsenal af højhælede sko stående, så de til enhver tid kan vælge et par der matcher tøjstilen, anledningen og humøret. Naturligvis er mange højhælede damesko i sig selv de rene kunstværker med deres fikse detaljer og snit, sådan som det for eksempel gælder stiletterne, og denne kendsgerning vil ofte kalde på opmærksomhed og beundring, men forholdet mellem kvinder og sko er en meget mere kompleks størrelse. Der er tale om dybtliggende følelsesmæssige faktorer, såsom trangen til identitetsskabelse, følelsen af at styrke selvbevidstheden og en higen efter selvforkælelse og lyst til at omgive sig med smukke ting.

Dyr vane eller eksklusiv branding?

Højhælede sko hører som regel ikke til de allerbilligste på hylderne i skobutikken, selvom der naturligvis også kan findes både fornuftige og klassiske hverdagssko med høje hæle. Højhælede sko har et indbygget eksklusivt formsprog, som får bæreren til at virke fiksere, mere trendy og oppe på mærkerne. Kvinders forkærlighed for smukke sko hænger sikkert også sammen med signalværdien. Nogle mener at det helt klart signalerer god stil, overskud og overblik, hvis man ankommer i et par højhælede, der enten matcher eller skaber kontrast, og det er sikkert grunden til at man ofte ser højhælede sko anvendt på jobbet.Kan man give den for meget gas ved at stige op i glamourøse killerheals eller sylespidse stiletter? Det afhænger vel af øjet som ser, og af den enkelte situation. Ligesom de hvide højhælede er god stil til bruden på bryllupsdagen, kan de lyserøde plastik-pumps med hæle i skræmmende højder også være god stil på diskoteket i feriebyen. Der er sikkert et sæt højhælede sko til enhver lejlighed.

Kan det blive for ungt?

Det debatteres ind imellem, hvor gammel man bør være for at iføre sig højhælede sko. Det menes at kunne skade akillessenen at gå i for høje hæle i for tidlig en alder, og derfor er de fleste enige om at det er bedst at vente til man er forbi konfirmationsalderen med at iklæde sig de tårnhøje højhælede sko. Fodtøjet bør være fornuftigt og, i sagens natur, fodformet under børns opvækst. Alle har vel set purunge piger vakle rundt for første gang i et par højhælede, til fare for liv og lemmer, og der er måske grund til at huske på at ens fødder ikke er fuldt udvoksede før i 16-18 års alderen.

Højhælede sko er kommet for at blive

Højhælede sko er ikke specielt sunde for fødderne. Nogle oplever problemer med fødderne, knæene og ryggen, men vil man lide for skønheden, finder man sikkert også skoen man fortjener. Det varer helt sikkert rigtig mange år, før den karakteristiske staccato lyd af fodtrin fra højhælede damesko mod stenbroen dør ud.

Klip en hæl og hug en tå

Da Askepot dansede tæt med prinsen på slottet, kunne intet mindre end et par glassko naturligvis gøre det. Fint skulle det være, og da Askepot som bekendt tabte den ene sko på vej ned ad trappen, da hun måtte skynde sig hjem før midnat, var hendes onde, onde stedsøstre ikke sene til at hoppe med på moden. Naturligvis satte den forelskede prins himmel og hav i bevægelse for at finde den rette ejermand, hvilket fik Askepots onde søstre til at ty til ekstremer som gør-det-selv-plastikkirurgi, i det forfængelige håb at komme i betragtning til prinsen og det halve kongerige. Hvad gør man ikke for at få en større levefod? – endda i højhælede sko.Men man skal ikke lave om på sig selv for at komme på fod med de fine. Glasskoen af i dag er fuld af numre, og godt for det, for nogen har smalle og høje fødder, andres er brede og flade, så de højhælede sko fremstilles i dag i et hav af størrelser for at tilgodese alles behov. Der følger dog sjældent hverken prinser eller halve kongeriger med til prisen. Heldigvis kan man sikkert leve lykkeligt til sine dages ende med mindre end højhælede sko.